Børn søges til stor musical

03. april 2017

Musikhuset Aarhus søger sangglade børn, der har talent og mod på at være en del af den store musical "Efter Brylluppet".

Forberedelserne til Musikhusets store musicalsatsning Efter Brylluppet er i gang. En del af handlingen foregår på et indisk børnehjem, og derfor vil vi gerne høre fra børn, som kan både synge, danse og ligne indiske børn.

Kender du et barn – eller måske et helt børnekor - der har talent og mod på udfordringerne? 

Så skriv på mail til anssk@aarhus.dk

Vi leder efter børn, der har:

• Kan lide at synge
 Har lyst til at optræde på en scene 
 Måske med korerfaring, men ikke en nødvendighed
 En alder på ca. 7-12 år 
 Gerne med mørkt hår og brune øjne
 Mulighed for at deltage i kor- og sceneprøver samt i tre ugentlige forestillinger i spilleperioden 

Praktisk information:

Prøverne finder sted frem til medio september 2017, og forestillingen spilles i Musikhuset Aarhus med verdenspremiere 23. september til midten af oktober. I forårs- /sommermånederne mødes børnene med en korleder og lærer sangene. Der sammensættes to kor, så børnene kun medvirker i hver anden forestilling. Alle børn deltager dog fælles i prøveforløbet.

Børnekoret deltager i udvalgte prøver under hensyntagen til skoletider. For hver prøve på teatret i prøveperioden og hver forestilling aflønnes barnet med kr. 350. Datoer m.v. fastlægges, efter at koret er sammensat.

Om castingen:

Inden castingen mandag d. 29. maj bedes børnene øve sig på "Jeg ved en lærkerede" og en enkelt sang efter eget valg. Til prøven kaldes børnene ind i grupper på fem, hvorefter de individuelt synger for forestillingens instruktør, Peter Langdal.

Jeg ved en lærkerede
jeg siger ikke mer; 
den findes på en hede 
et sted, som ingen ser. 

I reden er der unger 
og ungerne har dun. 
De pipper, de har tunger, 
og reden er så lun. 

Og de to gamle lærker, 
de flyver tæt omkring. 
Jeg tænker nok, de mærker, 
jeg gør dem ingenting. 

Jeg lurer bag en slåen. 
Dér står jeg ganske nær 
Jeg rækker mig på tåen 
og holder på mit vejr.

For ræven han vil bide
og drengen samle bær. 
Men ingen skal få vide, 
hvor lærkereden er.

 

Musical baseret på Susanne Biers Oscar-nominerede filmmesterværk

Musicalen Efter Brylluppet er baseret på filmen af samme navn. Handlingen bearbejdes og dramatiseres til scenen, og der skrives sangtekster og musik. 

I filmen er den idealistiske Jacob leder af et børnehjem i Indien. Da forretningsmanden Jørgen tilbyder ham en donation, der kan redde det lukningstruede børnehjem, tager Jacob modvilligt afsked med børnene og rejser til Danmark. Her insisterer Jørgen på, at Jacob skal deltage i datteren Annas bryllup med Christian, og her opdager Jacob, at brudens mor er hans gamle kærlighed, Helene. Jacob er forvirret. Kender Jørgen til hans fortid med Helene? Og hvorfor skubber han på for, at Jacob og Helene skal nærme sig hinanden?Det går op for Jacob, at han – og ikke Jørgen – er far til Anna. Og at Jørgen er dødeligt syg …

Nu står Jacob ved en skillevej. Skal han blive i Danmark – være Annas far, og måske Helenes nye mand? Eller rejse tilbage til sit idealistiske virke og til den lille indiske dreng, som savner ham?