Det Obelske Familiefond støtter klassisk højdepunkt

06. oktober 2016

Det Obelske Familiefond donerer 400.000 kroner til musikalsk højdepunkt med en af verdens bedste dirigenter. Daniel Barenboim og West-Eastern Divan Orchestra nedbryder grænser og bringer folk sammen, når de på scenen i Musikhuset forsøger at overvinde konflikten mellem øst og vest gennem musikken.

Med hjælp fra en stor donation fra Det Obelske Familiefond får Musikhuset en enestående mulighed for at præsentere den verdensberømte israelske dirigent Daniel Barenboim i spidsen for grænseoverskridende symfoniorkester i april 2017.

”Vi er meget begejstrede for den flotte donation fra Det Obelske Familiefond. Musikhuset tager både en kunstnerisk og økonomisk risiko med vores store kulturhovedstadssatsninger. Det er donationer som denne, der er med til at sikre, at vi kan tiltrække et verdensnavn som Barenboim. Vi glæder os til at give vores gæster en enestående musikalsk oplevelse og udfolde historien bag dette helt unikke orkester”, siger direktør i Musikhuset, Jan Christensen.

Med sit ganske særlige orkester West-Eastern Divan Orchestra, som består af musikere fra hele Mellemøsten, sætter stjernedirigenten Daniel Barenboim fokus på en af de største konflikter i den nyere verdenshistorie. Når Aarhus i 2017 er Europæisk Kulturhovedstad forenes Israel, Palæstina og andre mellemøstlige lande på scenen i Musikhuset for at skabe dialog gennem musikken.

”Koncerten med Daniel Barenboim er en enestående mulighed for at præsentere klassisk musik i absolut verdensklasse. Samtidig er Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 en fremragende platform for at bringe orkesteret, der af FN er udpeget til at være Ambassadør for Global Kulturel Forståelse, ud til et stort og bredt publikum. Vi er utrolig glade for at kunne bidrage og håber, at mange kommer til at nyde den fantastiske musik og et spændende orkester”, siger Christen Obel, bestyrelsesformand for Det Obelske Familiefond.


Daniel Barenboim er en af verdens mest berømte dirigenter og en af den klassiske musiks mest markante personligheder. Sammen med West-Eastern Divan Orchestra, har han tidligere givet en rørende koncert i Ramallah og spillet til ære for Kofi Annan i FNs hovedkontor i New York.  I februar 2016 gav FN orkestret titlen Designated United Nations Global Advocate for Cultural Understanding.