Aura

Aura

Aura besøgte Musikhuset på sin første landsdækkende turné i seks år og vender nu tilbage med en intim-turné til september.

Musikhuset var blandt 15 danske og fire tyske spillesteder, der blev indtaget i de kolde januar-februar måneder til enestående anmeldelser og stor begejstring fra Auras fans. Derfor er det med stor glæde at kunne offentliggøre en kompakt uge med fem eksklusive koncerter. Den ene i Musikhusets intime Lille sal.

I sommeren 2017 udsendte AURA sit tredje album Cant' Steal the Music som bl.a. kastede Love Somebody, You Got Wings og titelnummeret Can’t Steal the Music af sig. De 11 numre på albummet kalder hun for sit hidtil mest personlige:

"Sangene på mit 3. album er som en kanalisering af en masse ting, jeg har oplevet og overlevet, og som er vigtige for mig at udtrykke. Can't Steal the Music er et album, hvor musikken både bærer præg af det dybe væsen, som bor i mig og samtidig reflekterer min unge alder og min glæde ved gode popsange", siger Aura.

Hør titelnummeret fra AURAs seneste album her:

Pop, priser og nye sange

AURA har skrevet og sunget sine egne sange, siden hun var barn. Hun har tidligere hittet stort med numre som I Will Love You Monday og Geronimo, Song for Sophie og Friends i Danmark og resten af Europa.

Hun albumdebuterede med Columbine i 2008. For det album modtog hun en Danish Music Award for Årets bedste popudgivelse.  I 2011 udkom hendes andet album Before the Dinosaurs, og året efter blev hun Årets kvindelige kunstner ved Danish Music Awards. I tillæg modtog hun i 2012 prisen for Årets danske hit for 'Geronimo' ved Danish Music Awards i 2012.

Det er med det nye album, hits fra det store bagkatalog og kommende singler, at AURA nun vender tilbage til Aarhus.

Praktisk info

Varighed: 75 minutter uden pause

Arrangør: Musikhuset