Der er ny musik med i bagagen, når Girls in Airports fyrer op for jazzmusikken i Musikhuset.
Der er lagt op til lækre, nye sprøde jazztoner, når Musikhuset i samarbejde med Sun Ship præsenterer Girls in Airports. Med i bagagen har de fem musikere og komponister nemlig deres nye album Dive, som udkom den 27. november 2020. Og publikum kan godt glæde sig, for bandet har atter formået at tænke nyt på deres sjette album, der bærer titlen Dive. Her dykker Girls in Airports ind i sig selv og ned i musikken. Du kan opleve de nye numre live, når de moderne toner fylder Musikhusets intime Lille sal.
Som noget nyt er melodierne ikke bærende i musikken, men optræder i stedet som kollektive forløb, der afspejler sindets bevægelser mellem lys og mørke, liv og død, optimisme og mismod. Lyduniverset er en videreudvikling af bandets genreløse lyd, men bevæger sig mod mere udsvævende passager og psykedeliske stemninger. Musikken tager kompositoriske vandringer i sindet og åbner op for en eksistentiel abstraktion, der afspejler, hvordan de fem bandmedlemmer i mødet med musikken dykker ned i noget, der er større end dem selv og transcenderer dem fra et jeg til et vi.
Du kan høre et eksempel på den nye musik fra jazzbandet i videoen herunder, singlen Broke, der udkom i oktober sidste år.
Siden Girls in Airports fandt sammen i 2009 har de konstant søgt at udvide deres lydunivers med nye musikalske inspirationer – på tværs af moderne jazz, global folklore, minimalisme, synthesizer-musik og en atmosfærisk lyd, der har fået anmelderne til at sammenligne bandet med så forskellige navne som Brian Eno, Radiohead, King Crimson, Jon Hassell, Sun Ra og Jan Garbarek. Bandet har tidligere modtaget både fire og fem stjerner for deres optrædener i Politiken, hvor anmelder Kim Skotte blandt andet har skrevet.
* * * *Girls in Airports opførte en virkelig fascinerende demonstration af egenart på opdagelse i det fri og det fremmede
Kim Skotte, Politiken
Girls in Airports er en af få unge, danske jazzgrupper, som samtidig er lykkes med at slå igennem i udlandet. I Tyskland repræsenteres de af landets førende bookingselskab og spiller for fyldte koncertsale nærmest, hvor end de kommer hen. Bandet har turneret i landet som USA, Kina, Brasilien, og i det meste af Europa.
Bandet består af komponist og multiinstrumentalisten Martin Stender på saxofon, den alsidige og eksperimenterende saxofonist/klarinettist Lars Greve, Mathias Holm (Øya) på keyboards, Victor Dybbroe (Travelling Tribes, Quadron) på perkussion og Anders Vestergaard (Boujeloud, Yes Deer m.fl.) på trommer.
Vi lever i en særlig tid, der gør det ekstra vigtigt, at vi passer godt på hinanden. Klik her og læs mere om, hvad vi gør for at passe på dig og vores andre gæster.
Dato | Tidspunkt | Pris | |||
---|---|---|---|---|---|
onsdag d. 10. februar 2021 | Kl. 20.00 | 80 - 230 kr. | Køb billet |