Jung

Jung


Covid-19 har vendt op og ned på mange ting, også i Musikhuset.

Vi beklager at måtte meddele, at koncerten med Jung er aflyst. Vi havde glædet os til at byde jer velkommen, men corona-restriktionerne gør, at det desværre ikke er muligt.

Vi har sendt en mail til alle billetkøbere med nærmere info. Har du ikke hørt fra os, så kontakt os venligst på billetsalg.mus@mkb.aarhus.dk eller ring til vores billetsalg på 89404040. Du kan se åbningstider her.

Du kan læse mere om refusion af billetter her.

-----------------------------------------------------------------------------

I grænselandet mellem det fintmærkende og det hårdtslående finder man Jung. Som fugl Føniks har trioen rejst sig fra 80’ernes efterdønninger og skabt et fabelagtigt univers af smagfuld og unik vellyd.
 
I maskinrummet finder man Jonas Jung (vokal), Sigurd Boesen (guitar) og Michael Hovmand (keys). En trio som ligger i yderste kørebane, med vinden i ryggen og stille og roligt fart på. Som Jung selv beskriver det: ’Vi håber – beskedent – at vores musik kan være med til at samle generationerne’, og her rammer de ned i noget sandt. Danmarks nye nationalorkester, bliver de kaldt, og der hersker ingen tvivl om, at den højspændte trio har en stor fremtid foran sig.

Uimodståelige eksistentielle popsange, der handler om kærlighed og det modsatte, om at være oppe og nede eller måske blot om at være præcis der, hvor de tre medlemmer er: I slutningen af tyverne, hvor verden endnu er fuldstændig åben, men virkeligheden også har meldt sin ankomst. Jung disker op med et lyrisk univers, som udspringer direkte fra tankernes konstante buldren. Bandet fortæller selv:

’Vi er alle tre meget almindelige drenge, der håber at kunne kommunikere nogle af de følelser, vi alle sammen hele tiden står over for. Vi håber – beskedent – at vores musik kan være med til at samle generationerne. Både når alting er skønt, og når alting bliver sværere. Det forsøger vi at gøre med en lyd, som er let tilgængelig og genkendelig, men med en vision om at skabe et dybt, åbent og fremadskuende lydunivers.’

Jung er kun lige begyndt, men dømt ud fra det niveau, de har lagt for dagen indtil nu, ser fremtiden blændende ud.

Vi passer godt på dig i Musikhuset

Vi lever i en særlig tid, der gør det ekstra vigtigt, at vi passer godt på hinanden. Klik her og læs mere om, hvad vi gør for at passe på dig og vores andre gæster.


Spilledatoer

Dato Tidspunkt Pris