MoonBee + The Astronauts

MoonBee + The Astronauts


Musikhuset genåbner med gratis koncerter

Musikhuset er efter mere end to måneder uden livekoncerter igen klar til at byde jer velkommen. Det fejrer vi med tre gratis koncerter med lokale stjernefrø i Musikhusets foyer. En af koncerterne er med det musikalske stjerneskud MoonBee + The Astronauts.

Artisten MoonBee og hendes Astronauter tager dig med til en fjern, glitrende galakse med fængende astropop. En erindringsbog om at være et lille bitte væsen i et uendeligt univers.

Musikken som MoonBee skaber sammen med sine Astronauter er et kalejdoskopisk billede fyldt med energi, fantasi, spontanitet, ærlighed, styrke og skrøbelighed. Fusionen mellem legesyge og barnlige 60'er beats, gyngende 70'er bas, atmosfærisk 80'er synth og omnichord, energiske 90'er guitarriff's og futuristiske stærke vokaler gør MoonBee + The Astronauts til et nyt og forfriskende bud på den internationale pop-scene.

Det nye musikalske stjerneskud, MoonBee, skriver sange om det store kontrastfyldte og smukke univers. Både det univers hun befinder sig i rent fysisk, men også det univers der befinder sig indeni den lille intergalaktiske rejsende. Det være sig tanker om at være ubeskriveligt lille og ubetydelig i et uendeligt univers, om at føle sig uovervindelig når man overvinder sine frygter, om at føle sig fremmedgjort overfor sig selv, eller om kærlighedens universelle storhed. Alt sammen svøbt ind i smukke galaktiske metaforer og originale, legesyge arrangementer.

Om teksterne udtaler MoonBee selv:

“Tanken om, hvor uendeligt små ,og måske endda ubetydelige, vi er i forhold til det uendelige univers, efterlader mig både med ærefrygt men også med en dyb fascination. Da jeg begyndte på projektet blev jeg meget overvældet af at opdage, hvordan denne inspirations kilde vedbliver at efterlade mig med en masse ubesvarede spørgsmål, som prikker til min forestillingsevne og min fantasi. Universet giver mig ikke kun konkrete billeder at arbejde med men i høj grad også et spektrum af enorme kontraster, der sender min fantasi på en rejse ind i en stjernetåge af følelser”.

Praktisk information

Koncerten er for et siddende publikum. Der bliver opstillet 500 stole i foyeren, og gæsterne bliver placeret med et sædes mellemrum. Det er dog tilladt for grupper, som i forvejen har tæt kontakt, at sidde på sammenhængende pladser.

Der er indgang til koncerten via dørene ved Musikhusets café og separat udgang. Gæster får anvist en nummereret stoleplads i foyeren, inden de træder ind i Musikhuset. Gæster kan følge de opsatte skilte og personalets anvisninger, når de ankommer. Det er muligt at forsyne sig med drikkevarer i Musikhusets café, inden koncerten begynder.

Vi opfordrer gæster til at komme i god tid, så vi så vidt muligt undgår kødannelse.

Varighed: 1 time

​Arrangør: Musikhuset i samarbejde med Spar Nord Fonden


Spilledatoer

Dato Tidspunkt Pris