OMBOLD Gadefodbold DM

OMBOLD Gadefodbold DM

Den sidste weekend i september bliver officerspladsen i Aarhus omdannet til en fodboldarena, når OMBOLD for 15. år i træk arrangerer De Åbne Danske Mesterskaber i gadefodbold for hjemløse og udsatte. Godt 100 kampe skal afvikles, før de nye danske mestre kan kåres.

Der spilles kampe fra fredag kl. 12.30 til placeringskampe og finaler lørdag ca. kl. 14 – og tilskuere er meget velkomne.

OMBOLD har siden starten i 2003 arrangeret fodboldaktiviteter for samfundsgrupper, der ikke naturligt opsøger almindelige idrætsforeninger, i byer over det meste af landet under mottoet ’Fodbold, Fællesskab og Forandring’. Aktiviteterne tæller alt fra åbne træninger, asfaltliga, hjemløselandsholdet, stævner og mesterskaber – og i år afholdes det traditionsrige Danmarksmesterskab i Aarhus.

Ca. 30 hold fra hele landet forventes at deltage. Holdene spænder bredt – fra væresteder, herberger, misbrugscentre, asylcentre og selvorganiserede hold. Spillerne kæmper til daglig med problemer som socialt udsathed, misbrugsproblematikker, psykisk sårbarhed eller boligproblematikker – men fælles for dem er, at de er glade for fodbold og det positive fællesskab, der i OMBOLD følger med fodbolden.

Kampene spilles på OMBOLDs gadefodboldbaner – og alle tilskuere er meget velkomne til at komme og heppe, få udvidet horisonten og se noget god fodbold.

Arrangementet er arrangeret i samarbejde med Aarhus Kommune.