Palestine Youth Orchestra

Palestine Youth Orchestra

Palestine Youth Orchestra er et helt særligt ungdomssymfoniorkester. Musikerne er fra 13 til 26 år gamle, og mange af dem behersker både arabisk og vestlig klassisk musik. Deres alsidighed har gennem årene begejstret et stort publikum på turnéer i Europa og Mellemøsten.

Det er første gang, Palestine Youth Orchestra optræder i Danmark. Ud over Aarhus giver orkestret koncert i Tivoli i København d. 10. august. Den hollandske dirigent Vincent de Kort står i spidsen for orkestret på hele turnéen, der omfatter i alt ni koncerter i Skandinavien samt Tyskland og Holland.

Kærlighed i vestlig og arabisk musik
Koncerten er en fejring af kærligheden, med musik fra blandt andet Bizets "Carmen", Tchaikovskys "Romeo og Julie", Saint-Saens' "Samson og Dalilah" og Wagners "Tristan og Isolde".

Ud over det klassiske vestlige repertoire byder orkesteret på værker fra den omfattende arabiske sangskat, i arrangementer for symfoniorkester og med Nai Barghouti som sangsolist. Desuden er koncerten en enestående mulighed for at opleve eksempler på arabisk symfonisk musik, skrevet af palæstinensiske komponister.

Multikulturelt ungdomsorkester
Palestine Youth Orchestra blev etableret i 2004 af det nationale palæstinensiske Edward Said musikkonservatorium og består af talentfulde unge musikere fra både Palæstina og nabolandene og sågar fra Europa og USA. Gennem årene har orkestret med stigende succes givet koncerter i berømte koncerthuse i Tyskland, Grækenland, Italien, Frankrig og England.

Solist er den palæstinensiske sanger Nai Barghouti, der har optrådt for udsolgte koncertsale i flere store byer, blandt andet Cairo, Jerusalem, Haifa og Beirut. I 2013 optrådte hun i FNs hovedkvarter i New York. Den berømte musiker Roger Waters (fra Pink Floyd) skrev bagefter om hende: "Så charmerende, så smuk, så selvsikker og så musikalsk."


Varighed: 2 timer. Bemærk at sluttidspunktet kan variere.

Arrangør: Det Jyske Musikkonservatorium