Riel/Pasborg – ”Universe” feat. Annisette

Riel/Pasborg – ”Universe” feat. Annisette

To af de største trommeslagere i dansk jazz, Alex Riel og Stefan Pasborg indtager scenen i Musikhuset med Savage Roses ikoniske stemme Annisette og den gambianske kora-spiller Dawda Jobarteh.

Alex Riel og Stefan Pasborg tager lytteren med på en rejse gennem deres fælles univers af rytmik og harmoni, fortid og nutid, rock, jazz og verdensmusik, nærvær og improvisation, power og puls - indrammet med lydbilleder tegnet af Savage Rose, vestafrikansk kora, over swing til Igor Stravinsky og New Orleans street parades.

De har inviteret nogle helt særlige gæster ind i deres ”Universe” og det er en fornøjelse af kunne præsentere denne enestående konstellation: Alex Riel og Stefan Pasborg med Annisette, Dawda Jobarteh på kora, Dan Hemmer på Hammond-orgel og guitaristen Niclas Knudsen.

Musikalsk og personligt bånd mellem Alex Riel og Stefan Pasborg

Alex Riel og Stefan Pasborg har som gudfar og gudsøn et nært personligt forhold. Men de har også et stærkt musikalsk bånd, der er opstået ud af en fælles glæde for trommespillet i alle dets historiske og tekniske afskygninger, samt en kærlighed til musik i – og udenfor – en bred vifte af genrer.

Kaster man et blik på deres imponerende karrierer er det kendetegnende, at de begge bevæger sig let mellem genrerne og aldrig er bange for at udforske nye landskaber. Samtidig fornægter deres forankring og kærlighed til det hårdt svingende trommespil sig aldrig.

I projektet leger Pasborg og Riel sig i duoform igennem trommespillets udvikling fra New Orleans street parades over swing til moderne jazz, avantgarde og rock. Herefter inddrager de menneskelige og musikalske konstellationer, som på kryds og tværs har formet deres indbyrdes karrierer – og trods tidsmæssige forskydninger alligevel synes at hænge sammen.

Alex Riel og Stefan Pasborg har netop modtaget den prestigefyldte Gudman Prisen 2017.

Alex Riel & Annisette var Savage Rose

Sammen var Alex Riel og Annisette med til at danne det nu legendariske rockorkester Savage Rose i 1967, som gennem årene har haft en unik national og international karriere med Annisettes soulede og kraftfulde stemme samt orkestrets kontinuerlige støtte til “alle undertryktes kamp for frihed og ægte demokrati” som deres adelsmærke.

Gambianske Dawda Jobarteh er mester på Kora

Jobarteh er en mester på kora - den 21-strengede kalabasharpe. Han har udviklet en sublim, personlig spillestil, der spænder elegant fra afdæmpede melodiske passager til hektiske rytmiske løb - ofte med brug af pedaleffekter på koraen. Jobarteh er derudover en fremragende sanger og en musiker, der gerne bringer sine vestafrikanske rødder i samklang med andre musikalske kontekster - bl.a. med Pierre Dørges New Jungle Orchestra og Moussa Diallo.

Dawda Jobarteh og Stefan Pasborgs duo-album fra 2016 blev nomineret til 4 DMA og kom på det amerikanske magasin New York City Jazz Records liste “Honorable Mentions 2016”.

Tilføj dertil, at Stefan Pasborg og Niclas Knudsen i gennem det seneste årti har spillet sammen i Ibrahim Electric, der med stor gennemslagskraft på de danske og udenlandske scener spiller en energisk og eksperimenterende musik, der favner genrer som jazz, funk, afrobeat, surf og rock.

Og sidst men ikke mindst Hammond-organisten Dan Hemmer - én af de mest anerkendte organister herhjemme, som har spillet med navne som: Steve Gadd, Povl Dissing, Michael Blicker og mange flere.

Line-up til koncerten

  • Alex Riel, trommer
  • Stefan Pasborg, trommer

  • Annisette, vokal

  • Dawda Jobarteh, kora
  • Niclas Knudsen, guitar
  • Dan Hemmer, Hammond B-3

Varighed: 1 time og 40 minutter. Bemærk, at sluttidspunktet kan variere.

Arrangør: Musikhuset Aarhus

Se dato og find billetter til koncerten her på siden. 

Se alle jazzkoncerter i Musikhuset Aarhus her.