Tekst: Kim Flyvbjerg

“Jeg får mange komplimenter, men jeg er særlig stolt, når en datter hører en sang i radioen og præsenterer den for sin mor, som så beslutter sig for at tage bedstemor med til koncert. Når alle tre generationer er samlet til en af mine koncerter, og alle nyder musikken, så siger det noget om min performance. Så er der noget universelt i den, som rækker ud over tidens trend og rammer noget tidløst i mennesker. Når folk siger “Jeg tog min mor med”… det elsker jeg!” 

Ordene er Gregory Porters, og hans universelle appel skyldes ikke mindst, at budskabet i alt, hvad han foretager sig, er kærlighed, næstekærlighed og medmenneskelighed. Når han til november gæster Musikhuset, er det ikke bare en dobbelt grammyvinder, man kan opleve, men en af verdens mest populære jazzsangere, der siden gennembruddet i 2014 har turneret over hele verden.  

“Mit budskab er gensidig respekt og kærlighed i alle dens forskellige former: romantisk kærlighed, kærlighed til dit land, til steder, til kultur, selv ulykkelig kærlighed og jalousi. Jeg skriver ud fra min personlige erfaring – om min søn, min mor, mit kærlighedsliv,” fortæller han. 

Den 50-årige amerikanske sanger og sangskriver går på tværs af generationer og på tværs af musikalske genrer – og han går også gerne på tværs af udtryksformer, hvis det er det, der skal til for at få budskabet frem.  

I 2019 lancerede han sin egen podcast The Hang, hvor han med egne ord “satte sig ned med en nær ven og sludrede om musik, livet, biler, mad, vin, hvad som helst…” Podcasten har foreløbig udmøntet sig i to sæsoners livsbekræftende samtaler, som ikke bliver dårligere af, at vennerne er folk som Annie Lennox, Elvis Costello, Charlotte Gainsbourg og John Legend. 

Porter i køkkenet  

Da Gregory Porter i et par år måtte skrue ned for musikken og som så mange andre musikere lægge mikrofonen på hylden under Covid-19, sprang han pludselig ud som kok på YouTube. Eller rettere, han sprang tilbage til dengang, han som yngre boede i New York og arbejdede som kok i sin brors restaurant, mens han om aftenen optrådte på byens små jazzklubber og forsøgte at slå igennem. Han fik udgivet to album på det lille label Motéma, inden han blev signet af det legendariske jazzlabel Blue Note Records, hvor han i 2013 udgav albummet Liquid Spirit, der året efter sikrede ham den første Grammy. Siden da har han cementeret sin position bl.a. med hovedværket Take Me to the Alley fra 2016 og hyldestpladen Nat King Cole & Me året efter.  

For Gregory Porter var det imidlertid helt naturligt at vende tilbage til kødgryderne for en stund… 

“Ligesom med jazz kan der komme noget over dig, når du laver mad. Du har en opskrift, men hvis du er kreativ, vil du altid have en vis lyst til at afvige fra opskriften og improvisere og skabe noget nyt og unikt. Improvisation ved et tilfælde, genialitet ved et tilfælde – det kan ofte ske med madlavning,” forklarer han og uddyber sin pointe: 

“Nøjagtig på samme måde har jeg det med musik. Jeg er jazzmusiker, men jeg bruger musikalsk indflydelse fra soul, gospel, blues, r’n’b, singer songwriter – alle de musikalske safter, om man så må sige, blander jeg sammen for at skabe min egen lyd. Jeg voksede ikke op med caribisk musik eller reggae, men når jeg hører det, giver det mig lyst til at blande mig med det og skabe noget nyt. Og det gør jeg nogle gange på scenen, når jeg optræder live.”  

Gregory Porters madkanal fik navnet The PorterHouse, for han kokkererede nemlig hjemme i privaten i Bakersfield, Californien. Her tilberedte han alt fra barndommens sydstatsklassiker gumbo, som han fik den serveret hos familiemedlemmer i Louisiana, til den østeuropæiske rødbedesuppe borsjtj som en hyldest til sin russiske hustru. I løbet af programmerne fik han også introduceret parrets lille nuttede søn og et par af sine søskende, ligesom han demonstrerede en ikke ubetydelig viden om gode vine.  

En ægte livsnyder  

Porter er en levemand, der forstår at værdsætte de gode ting i livet. Men han glemmer ikke, hvor han kommer fra. Igen og igen vender han tilbage til sin mor, som han mistede, da han blot var 21 år gammel. Det var hende, som på sit dødsleje bad ham forfølge sin passion og gøre sangen til sin levevej. Og som han hele tiden vender tilbage til, når man taler med ham om hans liv og karriere. 

“Min mor elskede gospel. Navne som Mahalia Jackson, The Mississippi Mass Choir, James Cleveland. Hun elskede også klassiske jazzsangere som Nat King Cole og Ella Fitzgerald. Det var den musik, der blev spillet derhjemme,” husker han. 

 “Vi lavede også meget musik selv, og når jeg sang, fik jeg hendes opmærksomhed – det opdagede jeg allerede som seks-syvårig. Hele vores familie sang. Vi havde en lille sanggruppe, ikke professionelt, men vi sang i kirken, og jeg var solisten. Så kaldte hun mig sin lille sangfugl.” 

Moren havde sin egen menighed i Bakersfield. I hverdagen brugte hun sine kræfter på at hjælpe byens udsatte, ofte med lille Gregory som stikirenddreng. Ham der gik hen til de hjemløse på gaden eller pilede op i lejlighederne til de gamle og ensomme, når de skulle have bragt et gratis måltid mad. Og om søndagen prædikede hun i sin kirke – for fuld musik! 

“Der var en meget deltagende form for musik i kirken. Vi sang menighedssange, og der blev klappet i takt og givet udtryk for mange følelser. Til gudstjenesterne lukkede folk deres øjne og kom i en form for musikalsk trance. Det har jeg selv brugt i mine indspilninger, og jeg gør det nogle gange på scenen. En sang som Liquid Spirit kommer direkte fra mine oplevelser som barn, hvor jeg sad i kirken. Det er dybest set en prædiken, hvor jeg lukker menigheden ind. Den stil og tilgang kommer direkte fra den kirke, som jeg voksede op i og fra pinsebevægelsen i det sydlige USA.” 

I dag viderefører en af Gregory Porters brødre morens ånd og velgørenhedsarbejde i menigheden House of Ruth, opkaldt efter hende. Det foregår også i Bakersfield, og Gregory Porter giver en gang imellem en hånd med og laver mad til de hjemløse og dårligt stillede i menigheden. Men det er via musikken, at han bedst kan føre morens arv videre, forklarer han. 

“Hvis du tager min sang Take Me to the Alley, taler den grundlæggende om ønsket om at gå derhen, hvor folk lider mest. Det var sådan, min mor levede sit liv, og sådan hun drev sin kirke. Hun tog hen til de mest ydmyge steder og hjalp de skæve eksistenser, de sultne, de ensomme, de der var blevet ladt tilbage. Og det er nøjagtig, hvad min bror gør i dag i House of Ruth,” fortæller han. 

“Selv har jeg fået noget andet fra min mor. Jeg har den samme energi, men jeg udtrykker den i min musik. Jeg har optrådt i mange år for millioner af mennesker, og jeg bruger nogle af hendes budskaber i mine sange. Liquid Spirit kommer indirekte fra en af min mors prædikener. Vands evne til at genføde os og ønsket om, at kærlighed skal flyde som vand. Det kommer fra hende. Over 100 millioner mennesker har streamet den sang, og jeg elsker, at det er sket, og at hendes budskab på den måde er kommet så langt ud. Så vi børn viderefører arven på hver vores måde ved at videregive små bidder af hendes livsvisdom. Den handlede om at tjene mennesker, som lider nød og har brug for hjælp, uanset årsagen.” 

Porter elsker at spille i Europa  

Det skulle således være mærkeligt, hvis ikke Liquid Spirit er på repertoiret, når Gregory Porter giver koncert i Musikhuset. Han har allerede optrådt flere gange i Danmark – mest berømt, da han under Copenhagen Jazz Festival i 2014 fik selskab af selveste Stevie Wonder på scenen. Og har man oplevet ham live, ved man, at hans godt sammenspillede band ikke bare leverer voldsomt svingende jazz til koncerterne, men at det næsten er som at være i kirke, når prædikanten og den musikalske frontmand hedder Gregory Porter – især hvis man som publikum spiller med og er indstillet på at smide lidt af den skandinaviske reserverethed.  

“Linjerne mellem genrerne ikke er så skarpt optrukne i Europa som i USA. I USA er det meget svært for en jazzkunstner at få sin musik spillet i radioen. Tidligere var det bedre, men hvis du i dag laver en sang, hvor det f.eks. bare er piano og vokal, så bliver den ikke spillet i nogen popradio i USA i dag. I Europa er publikum mere varieret – her har jeg fans fra 19 til 85 år,” griner han. 

Kim Flyvbjerg har interviewet Gregory Porter til sine magasiner Groovy og Guaca. Citaterne i denne artikel stammer herfra.  

Gregory Porter

• Født i 1971 i Sacramento, Californien. Ud af en søskendeflok på otte.  
• Opgav som ung en lovende football-karriere i high school pga. af en skulderskade.  
• Mistede som 21-årig sin mor. Faren har været fraværende det meste af hans barndom. 
• Slog igennem som jazzsanger i 2014 og har udgivet seks album, hvoraf både Liquid Spirit og Take Me to the Alley modtog en Grammy for bedste jazzudgivelse. 
• Begyndte at gå med sin karakteristiske Kangol kasket for at dække nogle ar på ­halsen – siden er den blevet hans kendetegn.  
• Bor i dag i Bakersfield, Californien med sin russiske kone og deres to sønner. 
• Hans seneste udgivelse er All Rise fra 2020. 
  
  
  Gregory Porter indtager Store sal i Musikhuset d. 14/11 med swingende toner. Du kan glæde dig til en formidabel aften med musik fra den øverste internationale jazzhylde.

Læs mere og køb billetter her.