Lau Højen med hemmelig koncert i Musikhuset

Lau Højen med hemmelig koncert i Musikhuset

Musikhuset livestreamer unik koncert med Carpark North-forsanger.

Musikhuset Secret Places er klar med en ny koncert. Senest holdt Ida Corr en fest med publikum hjemme i stuerne, da hun gav en humørbombe af en koncert fra Musikhusets snoreloft, 30 meter over husets Store sal.

I næste uge er det Lau Højen, der bringer livemusikken hjem i danskernes stuer. Lørdag den 27. marts kl. 20 spiller han en intim koncert fra et hemmeligt og endnu ukendt sted i Musikhuset. Her giver den højaktuelle Carpark North-forsanger en unik smagsprøve på sine nye, danske sange. 

”Det er så skønt igen at mærke livemusikken strømme fra Musikhuset. Vi er enormt glade for den måde vores gæster levede med hjemme fra stuerne og de mange positive tilkendegivelser, vi har fået efter den første koncert. Vi kan næsten ikke vente med at præsentere Lau Højen, der med sine smukke og meget personlige sange viser nye sider af sig selv”, siger Musikhuset kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj.

Secret Places er navnet på en ny koncertrække, der består af livestreamede koncerter fra hemmelige, skæve og overraskende steder i Musikhuset, hvor publikum normalt ikke har adgang. 

Koncert fra ventilations- eller VIP-rummet?

Musikhuset er 35.000 m2 og har 500 forskellige rum. Der er altså masser af hemmelige steder og potentielle scener at vælge imellem. I ugen op til hver koncert kan publikum via Musikhusets facebookside stemme om, hvor i huset den næste koncert skal streames fra. Til koncerten med Lau Højen kan publikum være med til at bestemme, om koncerten skal streames fra ventilationsrummet under Lille sal eller Musikhusets VIP-rum, hvor danske og internationale stjerner normalt slapper af før og efter koncerterne.

Secret Places koncerterne kan opleves live via Musikhusets Facebook, Instagram og YouTube-kanaler. Koncerterne bliver efterfølgende lagt op på Musikhusets hjemmeside, hvor alle kan nyde dem, når de har lyst.

Koncerterne gennemføres med støtte fra Spar Nord Fonden.

Tilmeld dig begivenheden på facebook her.

Hent pressebilleder her: