Musikhuset åbner for take away koncerter

Musikhuset åbner for take away koncerter

Når danskerne ikke kan komme til musikken, må musikken komme til danskerne

Mange mennesker savner musikalske liveoplevelser, og Musikhuset savner sine gæster. Derfor tager Musikhuset nu nye metoder i brug. Ligesom flere restauranter under corona-krisen tilbyder take away, bringer Musikhuset nu musikken ud til aarhusianerne. På menuen er den populære sanger med den fantastiske stemme, Jacob Dinesen.

Oplev koncerten her.

”Kultur og liveoplevelser er noget af det, der bringer os sammen og skaber fællesskab. I denne tid, hvor alt er lukket ned, opdager vi for alvor, hvor meget vi savner det. Med Musikhuset Take Away forsøger vi at finde nye, interessante måder at nå ud til folk og give dem glæde og håb i en hverdag, som desværre er lidt for alvorlig i øjeblikket. Vi er glade for, at dygtige Jacob Dinesen er hoppet med på ideen, og vi er sikre på, at der venter en ganske unik oplevelse for nogle heldige aarhusianere”, siger Musikhusets kunstneriske chef Jeppe Uggerhøj.

Udlodder unik koncert gratis på facebook

Take away-koncerten med Jacob Dinesen bliver udloddet gratis via Musikhusets facebookside. Den heldige vinder får fornøjelsen af at invitere sine naboer til en mini livekoncert med Jacob Dinesen onsdag den 8. april kl. 17.30 Koncerten afholdes i vinderens baggård eller have. Her kan koncerten opleves fra hver sin altan eller vindue.

Alle andre får mulighed for at overvære koncerten på Musikhusets facebookside, hvor koncerten bliver lagt op efterfølgende.

Digitale tilbud hitter

Danskerne har allerede taget godt imod Musikhuset Aarhus’ tilbud om at streame koncerter hjemme fra sofaen. Musikhuset har samlet en række links til koncerter på hjemmesiden under overskriften ”Fede livekoncerter hjemme fra sofaen”. Koncerterne har relevans for Musikhusets program, idet det er kunstnere, som enten kommer til Musikhuset, har været der eller har fået deres forestilling aflyst. Siden blev oprettet den 24. marts og har allerede rundet flere end 110.000 besøgende.

PS: Det er selvfølgelig vigtigt, at alle kan nyde koncerten fra vinduer og altaner, og følge myndighedernes anbefalinger, og så alle, selvom det bliver både hyggeligt og intimt, holder afstand til hinanden. Det er ikke tilladt at invitere andre til koncerten, end dem der bor i opgangene.

Musikhuset Take Away arrangeres i samarbejde med Spar Nord Fonden.