Musikhuset og Train går sammen om at sikre musikelskere store liveoplevelser

Musikhuset og Train går sammen om at sikre musikelskere store liveoplevelser

Koncert med Annika Aakjær rykker på grund af coronarestriktioner fra spillestedet Train til Musikhusets Store sal.

Annika Aakjærs oktoberkoncert i Aarhus er reddet. På grund af coronarestriktioner på spillestedet Train var koncerten i fare for at blive aflyst eller afviklet med langt færre gæster end planlagt. Et samarbejde mellem to af de største aarhusianske koncertarrangører gør nu, at alle gæster får mulighed for at opleve en af Danmarks mest aktuelle kunstnere live på scenen.

”Vi er enormt glade for at række en hjælpende hånd til Train og ikke mindst sikre, at alle koncertgæster får mulighed for at få den liveoplevelse, som de har gået og glædet sig til. Vi har i forvejen et godt samarbejde med Train, og det er dejligt, at vi kan hjælpe hinanden i en svær tid for musikmiljøet”, siger Musikhusets kunstneriske chef Jeppe Uggerhøj.

Unikt samarbejde i Aarhus

I første omgang flytter koncerten med Annika Aakjær mandag den 12. oktober fra Train til Musikhusets Store sal. For at sikre, at der er er god luft mellem publikum i salen og plads til alle, som allerede har købt billet til koncerten, har Annika Aakjær sagt ja til at give to koncerter samme dag. Alle dem, som har købt billet til koncerten på Train, bliver kontaktet personligt på mail med mulighed for at ombytte deres nuværende billetter til siddepladser i Musikhuset.

"At vi kan flytte Annika til Musikhuset i en tid, hvor musikken og vi som spillested er ekstraordinært udfordret, vidner om en særdeles stærk og åben vilje til samarbejde i byen. Det er unikt for Aarhus og meget værdifuldt for både musikken, publikum og os som livearrangør. Vi ser frem til at tage de næste skridt i samarbejdet med Musikhuset udtaler Trains direktør, Carsten V. Nielsen.

Musikhuset og Train arbejder på at udvide samarbejdet til at gælde flere koncerter, alt efter hvordan situationen og retningslinierne for at afholde koncerter udvikler sig. Med de nuværende retningslinier er det tilladt at være op til 500 mennesker i Musikhusets Store sal, der normalt har plads til 1.500 siddende gæster.

Læs mere og køb billet til koncerten her.

Hent pressebilleder: