Musikhuset Take Away hitter og er klar med ny livekoncert

Musikhuset Take Away hitter og er klar med ny livekoncert

Musikhuset og Spar Nord Fondens take away-koncerter storhitter i de aarhusianske baggårde og hjemme i stuerne. Nu er Musikhuset og ung, dansk popkomet klar med endnu en gratis livekoncert.

Danskerne strømmer til livestreaming af Musikhusets take away-koncerter. De to første koncerter er blevet set af flere end 246.000 danskere hjemme i stuerne og har mødt stor jubel i de aarhusianske baggårde.

Nu er Musikhuset klar med den tredje koncert i rækken. Musikhuset Take Away serverer denne gang den unge popkomet Nicklas Sahl.

"Vi er enormt glade for, at folk har taget så flot imod Musikhuset Take Away. Vi savner i den grad at mærke livesuset i Musikhuset og er begejstrede over, at det er lykkedes os at bringe livemusikken ud i byen og hjem i så mange danskeres stuer," siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj.

Skal Sahl spille i din have?

Take away-koncerten med Nicklas Sahl bliver udloddet gratis via Musikhusets facebookside. Den heldige vinder får fornøjelsen af at invitere sine naboer til en mini livekoncert med Nicklas Sahl onsdag den 6. maj kl. 17.30. Koncerten afholdes i vinderens baggård eller have. Her kan koncerten opleves fra hver sin altan eller vindue.

Oplev koncerten live hjemme i stuen

Alle får mulighed for at overvære koncerten på Musikhusets facebookside, instagram eller YouTube, hvor den både bliver streamet live og lagt op efterfølgende.

Fra Spot Festival til Store sal

Nicklas Sahl er på kort tid gået fra stjerneskud til superstjerne. I 2018 varmede han op for Alex Vargas i Musikhusets Store sal. Året efter spillede han på SPOT Festival, og til efteråret står han på egne ben i Musikhusets Store sal. Forinden kan han altså opleves til Musikhuset Take Away, hvor han giver en unik solokoncert.

Nicklas Sahl står bag solide radiohits som Planets, New Eyes, If I Killed Your Night og There For You og har for længst rundet 30 mio. streams på Spotify.

PS: Vi gør opmærksom på, at det selvfølgelig er vigtigt, at alle kan nyde take away-koncerten med Nicklas Sahl fra vinduer og altaner og følge myndighedernes anbefalinger, så alle, selvom det bliver både hyggeligt og intimt, holder afstand til hinanden. Det er ikke tilladt at invitere andre til koncerten, end dem der bor i opgangene.

Musikhuset Take Away arrangeres i samarbejde med Spar Nord Fonden.

Hent pressebilleder her: