Verdensstjernen Anna Netrebko giver koncert i Aarhus

Verdensstjernen Anna Netrebko giver koncert i Aarhus

Den berømte russiske sopran er kendt som en af nutidens mest overbevisende scenekunstnere. Til næste år kan hun opleves i selskab med Aarhus Symfoniorkester som en del af Musikhusets jubilæumsprogram.

Operaelskere kan godt begynde at glæde sig. En af verdens absolut største operastjerner gæster Musikhuset. Anna Netrebko giver koncert i Symfonisk sal den 25. februar 2022. Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj, ser frem sig til at præsentere danskerne for den russiskfødte sopran.

”Det er en kæmpe fornøjelse at kunne præsentere en af operaverdenens største ikoner for publikum her i Aarhus. Anna Netrebko har sunget på alle de store scener i verden og er virkelig en diamant i verdensklasse. Hun har en blændende vokal, der spiller på hele følelsesregistret og synger, så det går lige i sjælen. Det bliver en oplevelse af de helt store,” siger Jeppe Uggerhøj.

Koncerten bliver en del af Musikhusets ekstraordinære jubilæumsprogram. I 2022 fylder Musikhuset 40 år. Det fejrer Musikhuset med et stort anlagt program, der hylder historien og sætter retning og ambitionsniveau for fremtidens musikhus. 

Stjerner på stribe i Musikhuset

Anna Netrebko synger til koncerten sammen med sin husbond, tenoren Yusif Eyvasov. Begge sangere slår normalt deres folder på de største scener i verden såsom Metropolitan-operaen, Wiener Staatsoper og La Scala, og deres samspil er sublimt. Til koncerten i Musikhuset bliver de to verdensstjerner bakket op af Aarhus Symfoniorkester, når de synger arier og duetter fra Pucchini samt uddrag fra La Gioconda af Ponchielli, Adriana Lecouvreur af Cilea og musik af Verdi, heriblandt musik fra Othello.

Det er blot en uge siden, Musikhuset kunne offentliggøre en fornem donation på 3 millioner kroner fra Det Obelske Familiefond. Pengene har til formål at få de helt store klassiske verdensnavne til Aarhus. En kategori, som Anna Netrebko i den grad tilhører.

Anna Netrebko tilslutter sig rækken af store stjerner, som har gæstet Musikhuset de seneste år. Af andre internationale verdensnavne kan nævnes Daniel Barenboim, Placido Domingo, Joshua Bell, Patricia Petibon, Angela Gheorghiu, Gideon Kremer og ikke mindst det verdensberømte symfoniorkester, Wiener Philharmonikerne, der denne sommer gæster Musikhuset og giver koncert i Symfonisk sal.

Billetsalget til koncerten med Anna Netrebko, Yusif Eyvasov og Aarhus Symfoniorkester begynder torsdag den 29. april kl. 10. Billetter kan købes på Musikhusets hjemmeside.

Hent pressebilleder her: