Mette_Kier_Foto_David Bering_Musikhuset Aarhus.jpg

Liveoplevelser giver nye perspektiver på verden

17. januar 2019

For Musikhusets kunstneriske chef er det vigtigt, at vi er fælles om noget, og at det noget kan finde sted i Musikhuset. Vi har spurgt Mette Kier til hendes vigtigste live-oplevelser og hvorfor det er så vigtigt at opleve kunsten live.

Hvilke liveoplevelser har været helt særlige for dig?

”Princes ”Lovesexy Tour” i 1988 i Københavns Idrætspark var en helt uforglemmelig koncert, hvor den dunkende lyd af bassen samlede publikum i et fælles hjerteslag. Det er det, liveoplevelsen kan. Skabe fællesskab og nærhed. Jeg husker også tydeligt mit første møde med opera i slutningen af 80’erne, hvor jeg var inviteret til Wagners Nibelungens Ring i Musikhuset. Det var overvældende, dramatisk og en meget smuk oplevelse, fordi det var så intenst og enestående. En oplevelse, som jeg deler med lige præcis de mennesker, der var tilstede den gang. Den kommer aldrig igen, og det er jo også det live-oplevelsen handler om. At være tilstede i nuet, at være der, når det sker. Som da vi arrangerede legendariske The Beach Boys med Brian Wilson, hvor jeg helt indtil bandet stod på scenen, var nervøs for, at de ville gå hver til sit. Derfor var det en stor lettelse, da vi alle sammen sang med på ”Good Vibrations” en dejlig sommeraften i august på Amfiscenen midt i hjertet af Aarhus.”

Hvad gør det ved dig at opleve kunst live?

”Det giver mig en meget stærk fællesskabsoplevelse, og så elsker jeg det uventede og det overraskende ved live-oplevelsen, hvor mødet mellem publikum og kunstneren altid er noget helt særligt. Der er ikke to koncerter eller forestillinger, som er ens. Samtidig er jeg overbevist om, at kunst og kultur er med til at fremme vores livskvalitet. Ligesom motion er godt for kroppen, så er kunst og kultur godt for sjælen.”

Hvorfor er liveoplevelsen vigtig?

”Vi lever i en meget fragmenteret verden, hvor der efterhånden er lidt, vi er fælles om. Vi ser ikke de samme tv-udsendelser, vi læser ikke nødvendigvis de samme nyheder, og vi har ikke længere den samme kulturelle reference. Derfor er det så vigtigt at være fælles om noget. Når 40.000 mennesker har set en forestilling i Musikhuset er det en oplevelse, de kan dele og tale om på arbejdspladsen og i familien. Det er med til at skabe fortællinger, som vi kan være sammen om. ”

Og hvorfor er det vigtigt, at der findes et sted som Musikhuset, der kan garantere den unikke liveoplevelse?

Man skal altid regne med høj kvalitet, når man vælger at gå i Musikhuset. Vi har både faciliteterne og ambitionerne om at præsentere liveoplevelser, der er unikke. Derfor gør vi os meget umage med at kuratere og producere fantastiske liveoplevelser, som et alternativ til at sidde hjemme foran tv’et og følge en endeløs række af Netflix-serier. Det handler om at og komme op fra sofaen og ud i verden og opleve kunst og kultur sammen med andre mennesker. I bedste fald er det oplevelser, der giver nye perspektiver på verden og ens eget liv. Det er i hvert tilfælde ikke søvndyssende eller ligegyldigt. Det handler om at være nærværende i livet.”

Hvad har du fokus på, når du lægger Musikhusets program? Hvad går du efter for at sikre, at publikum får en fantastisk liveoplevelse?

”Vi præsenterer et kunstnerisk program, der har en bredde, så alle har mulighed for en kulturel oplevelse. Derfor har vi også rigtig mange gratis arrangementer i løbet af året. Samtidig går vi efter den højeste kvalitet inden for alle genrer, og at der er noget på spil. Det er ikke så vigtigt, om de har et lille eller et stort publikum, da vi har seks sale og 10 scener af varierende størrelse, men det er vigtigt, at de gør sig umage og værdsætter deres publikum. Uden det møde, ingen magiske øjeblikke. Det er efter min mening først i mødet med publikum, at kunsten lever.”

Mette Kier udpeger følgende koncerter og forestillinger i Musikhusets program som særligt stærke live-oplevelser, du bare ikke må gå glip af:

31. januar: Den Kgl. Ballet med Giselle, Store sal
20. april - 12. maj: Flashdance The Musical, Store sal
19. maj: Boston Chamber Players, Symfonisk sal
24.-25. maj: Cirque Eloize Saloon, Store sal
21. juni: Patti Smith and Band, Musikhusparken
2. juli: Band of Horses, Musikhusparken
14. juli: Gregory Porter, Store sal
13. august: Joshua Bell  og The Academy of Sct. Martins in the Fields, Symfonisk sal
5.-7. september: Star Wars – A New Hope med Aarhus Symfoniorkester, Store sal
31. oktober: Ringenes Herre live - Kongen vender tilbage, Store sal