BWEB 40A9137 Recovered

På scenen er der noget på spil

17. januar 2019

For Nikolaj Hübbe er det vigtigt at se publikum i øjnene, og det elsker han at gøre i Aarhus. Balletmesteren kommer til Musikhuset med både en arketypisk kærlighedsfortælling og en forestilling, der skildrer den ultimative barnedrøm.

”The stakes are higher!”

Ordene kommer som skudt ud af en kanon og efter kort betænkningstid fra Nikolaj Hübbe. Den Kongelige Ballets balletmester ved om nogen, hvordan det er at stå på en scene, og hvad, det betyder for både kunstner og publikum.

”Det er det levende element, hvor vi er i øjeblikket. Øjeblikseffekten. Det giver en wow-effekt, for på scenen er der noget på spil. Det er som en linedans, der foregår foran øjnene på dig – falder artisten mon ned? Det spektakulære folder sig ud foran dig i nuet. Vi sætter noget op på en piedestal og sætter lys på det,” forklarer Nikolaj Hübbe.

Scenekunsten, som den folder sig ud direkte foran publikum, står som en stærk og vigtig kontrast i en hverdag med stadig flere digitale skærme og underholdstilbud i hobetal. Derfor kan det direkte møde med kunsten stadig noget ganske særligt.

”Det siger noget om nærvær. Vi sidder i et rum og er sammen om noget. Vi ser og oplever og føler det sammen. Hvis det er en fantastisk forestilling, så efterlader det os helt åndeløse sammen. Eller hvis vi er til en koncert, og guitarsoloen bare sidder lige i skabet!” siger Nikolaj Hübbe.

Kærlighed, had og barnlige drømme
Nikolaj Hübbe tager Den Kongelige Ballet med til Musikhuset både i starten og slutningen af 2019. Den 31. januar kommer hele holdet med en af verdens mest kendte balletstykker i Giselle.

”Det er den arketypiske fortælling om kærlighed og det at være eksistentialistisk. Omdrejningspunktet er had, kærlighed og alle de basale elementer i livet,” fortæller Nikolaj Hübbe om historien, der kredser om den smukke Giselle, der involverer sig i et sandt trekantsdrama.

Når 2019 skal til at rundes af vender Den Kongelige Ballet igen pilen mod Aarhus med den traditionsrige fremførsel af Nøddeknækkeren. Endnu en klassiker.

”Nøddeknækkeren er den ultimative drøm. Den her barnlige, næsten infantile drøm om at gå ud ad en tangent. Scenografisk er den et sandt overflødighedshorn, som kan nydes af alle aldre fra den 5-årige lige så vel som den 85-årige,” siger Nikolaj Hübbe, der selv havde Nøddeknækkeren som sit første møde med balletten i en alder af fem år.

Nu glæder balletmesteren sig til endnu et gensyn med Aarhus. Et glædeligt gensyn.

”Det kommer til at lyde helt turistbrochure-agtigt, men jeg elsker Aarhus! Det er let at komme rundt, og så er der jo Festugen, som netop er én stor fest. I Aarhus kan man være oppe og ude 24 timer i døgnet. Oven i købet er århusianerne venlige og rare.”