Den Skaldede Frisør Pressebillede2 Susanne Bier Thomas Helmig London

Helmig skriver sange til ny dansk musical

22. januar 2020

Thomas Helmig har kastet sig ud i et helt nyt projekt, hvor han sammen med Susanne Bier er ved at forvandle hitfilmen Den skaldede frisør til en storslået musical

Selvom den garvede århusianske hitmager har været på den danske popscene i mere end 30 år, så er det noget helt nyt, Thomas Helmig kaster sig ud i, når han leverer sangene til en af den kommende sæsons helt store musical oplevelser i Musikhuset. Der var dog ingen tvivl fra Helmigs side, da telefonen pludselig ringede i 2018.

”Når Susanne ringer og spørger: Kunne du tænke dig at være med til det her? Så er det klart, så tænker man, ja hende gad jeg godt arbejde sammen med.”

Det handler om Susanne Biers elskede og populære film fra 2012, Den skaldede frisør. Her har Thomas Helmig skrevet en hel stribe
nye sange, der nok er den vigtigste del af transformationen fra film til musical. På sin vej fra det hvide lærred til Musikhusets store scene er filmen omskabt til en skøn, romantisk komedie med al den musikalske teatermagi, man kan ønske sig. Selvom Thomas Helmig aldrig før har skrevet musik til en musical, nyder han at være i ukendt farvand.

Musicalens åbningsnummer Ny dag er allerede blevet udgivet og blev med det samme stemplet som et hit. BT var straks ude med en femstjernet anmeldelse: ”Du kan ligeså godt overgive dig, finde dan kortet frem og købe billet. Thomas Helmigs første smagsprøve på næste års musical- udgave af Den skaldede frisør er et hit.”

Helmig og Bier genfinder hinanden

Det er er ikke første gang, Thomas Helmig og Susanne Biers veje krydser hinanden. I 1999 skrev Thomas Helmig sangen The one and only til Susanne Biers film Den eneste ene. Sangen, soundtracket og filmen blev alle kæmpesucceser.

I dag, 20 år senere, genoptager Thomas Helmig og Susanne Bier samarbejdet baseret på en anden af hendes succesfilm: Den skaldede frisør. Susanne Bier havde da også en helt særlig grund til at spørge netop Thomas Helmig:

”Han har en form for oprigtighed og charme og sådan en hemmelighedsfuldhed, som jeg synes passer helt vildt godt til denne historie. Det føles lidt som om, historien kommer hjem, når han skal lave musikken.”

Fra film til musical

Historien handler om Ida, der er frisør. Hun har mistet alt sit hår efter kemoterapi, og hendes mand Leif er hende utro med én fra arbejdet. De har sammen datteren Astrid, som skal giftes med Patrick ved et stort bryllup i Italien.

Ida møder på en meget speciel måde gommens far Philip, der er direktør, og det møde er starten på en meget speciel kærlighedshistorie med mange forviklinger. Det hele kulminerer, da de to, meget forskellige familier mødes til bryllup i Sorrento, Italien.

Allerede da filmen havde premiere i 2012, stod det skrevet i stjernerne, at filmen skulle gå fra lærred til scene.

”Jeg vidste allerede, da vi lavede filmen, at det var en musical”, fortæller Susanne Bier.”

Vild med dans stjerner og stort stjernecast

I filmen blev hovedrollerne spillet af Pierce Brosnan og Trine Dyrholm. Når Den skaldede frisør – The Musical indtager Musikhuset bliver det med Niels Olsen, Xenia Lach-Nielsen og Maria Lucia på scenen.

Og oven i købet med vinderparret fra Vild med dans 2019, Silas Holst og Jakob Fauerby, der skal spille og danse sammen med et stort hold af skuespillere, dansere og musikere.

Det bliver, Ifølge Susanne Bier, en helt unik oplevelse: ”Musical-genrens styrke er, at den kan samle en masse mennesker om en fælles oplevelse. Lige dér er genren helt suveræn i forhold til alt andet.”

Musicalen kommer til at bevæge og begejstre publikum, og også en rutineret popsmed kan blive berørt: ”Jeg blev helt stolt, da jeg så, at der på en busreklame stod: En musical af Susanne Bier og Thomas Helmig. Det var stort” – fortæller Thomas Helmig.

Musicalen har premiere 24. april 2020 - Spiller frem til 17. maj 2020.

 

Se alle arrangementer i Musikhusets program for 2020.