Tilgængelighed

I Musikhuset Aarhus har alle mennesker med et handicap eller fysiske udfordringer adgang til store, kulturelle oplevelser.

I Musikhuset Aarhus gør vi alt, hvad vi kan, for at alle vores gæster får en god oplevelse. Det gælder naturligvis også både kørestolsbrugere, syns- og hørehæmmede.

Alle Musikhusets gæster med ledsagerkort har mulighed for gratis at medbringe en hjælper.

Kontakt billetsalget på 89 40 40 40, hvis du ønsker at benytte dig af ordningen.

Kørestolsbrugere

Mellem de to svingdøre, der fører ind i Foyeren, er der to elektriske skydedøre, der kan aktiveres ved trykknapper på lave standere både ude og indefra. 

  • Store Sal har 14 kørestolspladser
  • Lille Sal har 5 kørestolspladser
  • Rytmisk sal har 4 kørestolspladser
  • Symfonisk Sal har 8 kørestolspladser

I såvel Rytmisk sal som Kammermusiksalen kan kørestole komme ind på fladt gulv. Ledsagerpladserne er placeret så tæt på kørestolspladsen som muligt. 

Du kan se en oversigt over, hvor kørestolspladserne er placeret i de forskellige sale ved at klikke her: Store sal, Symfonisk sal, Rytmisk sal, og Lille sal.

Salg af kørestolspladser

Kørestolspladser kan købes online - det er tydeligt markeret, hvor kørestols- og ledsagerpladserne befinder sig i vores sale. Din ledsagerbillet er gratis.

Hvis du har spørgsmål, kan du altid maile til Musikhusets billetsalg -  billetsalg.mus@mkb.aarhus.dk

Teleslynge

Der er monteret teleslyngeanlæg i samtlige sale.

Store Sal: Trådløs teleslynge. Fuld dækning.

Modtager samt halsslynge udleveres ved henvendelse i billetsalget. (tidligst 20 min. før arrangementets start)

Lille Sal: Konventionel teleslynge. Begrænset dækning.

Dette kort viser teleslyngedækningen i Lille sal

Rytmisk Sal: Trådløs teleslynge. Fuld dækning.

Modtager samt halsslynge udleveres ved indgang til salen.

Symfonisk sal: Konventionel teleslynge. Fuld dækning.

Har du spørgsmål til teleslyngen, kan du kontakte billetsalget.

Fører- og servicehunde 

Synshæmmede eller personer med fysisk eller mental funktionsnedsættelse må tage en fører- eller servicehund med i Musikhuset. 

Der er ikke reserveret specielle pladser i salen, men ønsker man at have sin fører- eller servicehund med, så hjælper Musikhusets billetsalg med at finde en plads.

Du skal gøre opmærksom på, at du medbringer fører- eller servicehund ved køb af billet, så vi kan tage højde for placeringen.

Kontakt billetsalget for at købe billet.

Scenekamera

Musikhuset har en speciel skærm, som svagtseende kan benytte.

Med til skærmen hører der to kameraer, som gæsten selv kan styre. Det ene kamera er rettet mod scenen, og det andet kamera forstørrer eksempelvis et forestillingsprogram. Begge kamerabilleder kan ses på samme tid på en skærm foran gæsten. 

Scenekameraet kan kun bestilles, hvis der er ledige pladser til funktionshæmmede til arrangementet. Kontakt venligst Musikhusets billetsalg.

Toiletter for alle

Der er toiletter for mennesker med handicap flere steder i Musikhuset:

  • I Foyeren til højre for billetsalget findes et tilgængeligt toilet
  • Der er to toiletter i kælderen under Foyeren. Her skal man tage elevatoren ved Musikhusets café for at komme ned
  • Der er et toilet til venstre for Kammermusiksalen
  • Der er et toilet i kælderen under Rytmisk Sal, hvor elevatoren kan fra Rytmisk sal kan benyttes

Bestil hjælpemidler

Alle hjælpemidler, du har brug for, når du besøger Musikhuset og har brug for ekstra hjælp, skal forudbestilles personligt i billetsalget, når du køber billet.

Kontakt billetsalget på 89 40 40 40.

Parkeringspladser

Der er seks parkeringspladser til rådighed for mennesker med handicap, når du skal besøge Musikhuset Aarhus.

Parkeringspladserne er gratis at benytte, hvis du har et autoriseret handicapskilt placeret synligt i forruden.

Du finder parkeringspladserne her:

  • To pladser foran Musikhuset på hjørnet af Thomas Jensens Allé
  • Fire pladser langs siden af Musikhuset ved Skovgaardsgade

Er parkeringspladserne ved Musikhuset optagede, har Scandinavian Center Aarhus fire parkeringspladser for handicappede. Disse fire pladser finder du ved at køre ind ad den samme vej som taxaerne - til højre forbi bommen ved indkørslen til parkeringspladsen.

Derudover kan du finde parkering for mennesker med handicap i Sct. Nicolaus Gade ved Føtex, ikke langt fra Musikhuset Aarhus. 

Adgang til Symfonisk Sal for gangbesværede

Symfonisk sal er opbygget som et amfiteater. Der er derfor trapper i forbindelse med alle indgange.

Er du gangbesværet anbefaler vi, at du benytter de bagerste rækker i salen (Række 20-25, indgang J og K), hvor adgang til salen kan ske via elevator og ganske få trappetrin. Kontakt gerne vores personale på dagen, for at få hjælp til at komme på plads.

Er du gangbesværet skal du være særligt opmærksom på, at der ikke er elevator til 1. og 2. balkon i Symfonisk sal (Indgang L, M, N og O).

Elevatorer i Musikhuset

I Musikhuset er der flere elevatorer, som gør det nemt at komme rundt i Musikhuset. Om du ankommer fra fronten af Musikhuset igennem Foyeren, eller fra sideindgangen og receptionen i Skovgaardsgade, har du adgang til at komme til alle sale i Musikhuset uden at benytte trapper.

Ankommer du fra Foyeren finder du elevatorerne her:

  • I Foyeren er der en elevator mellem foyerbaren og Musikhuset café, som fører op til balkonerne og restauranten
  • Bag garderoben er der en elevator, som fører ned til strøget, hvor Lille sal, Comedy Zoo og Filuren ligger
  • For enden af strøget er der en elevator, som fører ned til Rytmisk sal, Symfonisk sal og Kammermusiksalen

Ankommer du til Musikhuset via Skovgårdsgade, hvor receptionen ligger, finder du elevatorerne her:

  • Her er der en elevator, som fører op til torvet, hvor Symfonisk sal, Rytmisk sal og Kammermusiksalen ligger
  • Længere nede, foran Rytmisk sal, er der en elevator, der fører op til Filuren og Lille sal og videre mod Foyeren
  • For enden af Strøget er der en elevator op til Foyeren og indgangen til Store sal

Musikhuset samarbejder med foreningen God Adgang om tilgængelighed og bedre information om tilgængelighed til bygninger og udearealer til gavn for borgere og turister i Danmark. Du kan læse mere på God Adgangs hjemmeside.

Stroboskoplys

Vær opmærksom på, at der til nogle forestillinger og koncerter bliver brugt stroboskoplys. Det er artisten, som bestemmer lyssætningen, og vi ved ofte først, om der bliver brugt stoboskoplys lige op til koncerten eller når den går i gang. Vi bestræber os på at hænge skilt på døren til salen med info om brug af stoboskoplys. Hvis du lider af epilepsi eller lignende, og ikke tåler stoboskoplys, er du velkommen til at kontakte os inden dit besøg.

Kontakt

Thomas Jensens Allé

8000 Aarhus C

Tlf.: 89 40 90 00

musikhusetaarhus@aarhus.dk

 

Musikhusets åbningstider

Hold dig opdateret

#musikhusetaarhus #musikhuset #lifeislive

Forstærk kontraster
Læs mere
Der er ingen resultater som matcher denne søgning. Søgning fejlede