Billetterne til The Book of Mormon bliver revet væk

The Book of Mormon lever op til sit ry som en af verdens mest eftertragtede musical-oplevelser. Det officielle billetsalg begyndte mandag d. 1. april kl. 10, og forestillingen har allerede nu solgt 6000 billetter.

Musicalen The Book of Mormon er netop gået i salg, og publikum er lynhurtige til at købe billetter. Musikhuset sætter nu tre nye forestillinger i salg: fredag d. 29. november kl. 15 og lørdag den 30. november kl. 15 og 20.

”Vi er glade for at publikum tager så overvældende godt imod Musikhusets satsning på den originale Broadway-version af The Book of Mormon. Efterspørgslen er så stor, at vi allerede nu sætter tre ekstra forestillinger i salg, så endnu flere kan få fornøjelsen af den vidunderligt originale og festlige musical,” siger Musikhusets kunstneriske chef Mette Kier.

Rekordsættende og eksklusivt show

Til efteråret bliver The Book of Mormon opført i den originale Broadway-version og får sin engelsksprogede danmarkspremiere i Musikhuset Aarhus. Musikhuset er det eneste koncerthus i Skandinavien, der har showet på programmet.

Den Tony-, Olivier- og Grammy-awardvindende musical er skrevet af skaberne bag TV-serien Southpark, Trey Parker og Matt Stone. Kultserien har vundet flere Emmy-awards, og er nu i gang med sæson 23.

Udover Southpark-holdet er også Robert Lopez afsender på The Book of Mormon. Lopez er medskaber på Broadway musicalen Avenue Q og har været med til at skrive sangene til Disneys Frost og Coco. Han er én ud af kun femten kunstnere, der har vundet alle fire store underholdningspriser: Emmy, Grammy, Oscar og Tony.

Det er ikke kun i Danmark, billetterne til The Book of Mormon er eftertragtede – musicalen har slået mangeårige billetsalgsrekorder i både New York, London, Melbourne og Sydney.

Manuskript, musik og lyrik er skabt af Trey Parker, Robert Lopez og Matt Stone. Musicalen er instrueret af Casey Nicholaw og Trey Parker og med koreografi af Casey Nicholaw. Scenografien er skabt af Scott Pask, kostumedesign af Ann Roth, lysdesign af Brian MacDevitt, lyddesign af Brian Ronan, arrangementer af Larry Hovhman og musikalsk vejledning samt vokalarrangementer af Stephen Oremus

The Book of Mormon er produceret af Anne Garefino, Scott Rudin, Important Musicals og Sonia Friedman Productions.