Legendarisk dirigent med noget på hjerte spiller i Aarhus

Legendarisk dirigent med noget på hjerte spiller i Aarhus

En af musikkens største dirigenter giver koncert med sit talentfulde og legendariske West-Eastern Divan Orchestra i Musikhuset for andet år i træk. Koncerten er meget tæt på udsolgt.

MUSIKHUSET AARHUS, SYMFONISK SAL, 9. AUGUST KL 19.30

Den verdensberømte dirigent Daniel Barenboim gæstede Musikhuset som et af de store højdepunkter i kulturhovedstadsåret, og nu vender den levende legende tilbage. Der er endnu en stor koncert i vente efter en Aarhus 2017-koncert, der af Politiken og Jyllands-Posten blev belønnet med femstjernede anmeldelser.

”Der venter helt sikkert publikum endnu en sjælden stjernestund, og vi er særdeles stolte over, at det er lykkedes at bringe Barenboim tilbage til Aarhus allerede. Vi har en ambition om at præsentere de helt store klassiske stjerner i Aarhus, og denne her koncert er fra allerøverste hylde,” siger Musikhusets programchef, Mette Kier.

Stjernedirigenten har udmærket sig som et af den klassiske musiks absolut mest markante navne med en karriere, der trods dirigentens 75 leveår spænder sig over seks årtier.

Daniel Barenboim er en udbredt og ofte benyttet politisk stemme, Han har både israelsk og palæstinensisk statsborgerskab og forsøger med sin position og musik at overvinde konflikterne i Mellemøsten. Musikken bruges, når Barenboim med West-Eastern Divan Orchestra (WEDO) samler talentfulde musikere på tværs af Mellemøsten og forener dem i en musikalsk symbiose på scenen.

Musikhuset giver markant løft til klassisk musik

Takket være en god økonomi og gavmilde donationer kan publikum glæde sig til at opleve de allerstørste navne på den klassiske stjernehimmel lige i hjertet af Aarhus. Senest har Knud Højgaards Fond og Beckett-Fonden doneret henholdsvis 1 mio. og 300.000 kr. over de næste tre år. Donationerne er de seneste i en række fornemme fondsdonationer, der skal være med til at sikre, at Musikhuset er i stand til at trække de allerstørste internationale navne inden for klassisk musik.

Billetterne til koncerten med Daniel Barenboim og WEDO er tæt på udsolgt. Fredag morgen resterede ganske få ledige billetter, så hvis man endnu ikke har skaffet sig sin og gerne vil med, er det om at være meget hurtig.

Læs mere og køb billet her.

ARRANGØR - MUSIKHUSET AARHUS

BARENBOIM OG WEDO - MUSIKHUSETS SYMFONISK SAL, TORS. 9. AUGUST KL 19.30

BILLETPRISER – 440 - 640 KRONER

Hent pressemeddelelsen som Word-fil her

Hent pressebilleder her: